Der er stor usikkerhed om, hvornår kartoflen er kommet til Danmark. I København skal den være dyrket i den kongelige botaniske have allerede i 1642, men den er sandsynligvis først kommet ud som landbrugsplante omkring 1719-1720.
Der er beskrivelser fra år 1708-09, hvor danske lejesoldater medbragte kartoflen fra England eller Irland.
Mest sandsynligt blev planten indført af de landflygtige franske Huguenotter (reformerte), der i 1719-20 bosatte sig i Fredericia. Her dyrkede de foruden tobak også kartofler og uddelte læggekartofler til interesserede.
Det store spring fremad i kartoffeldyrkningen kom imidlertid først med "kartoffeltyskerne". Det var indvandrere, som Frederik den 5. havde fået hentet til landet for at få den jyske hede opdyrket. Skønt der ikke kom forfærdeligt meget ud af projektet, vakte det dog interesse for kartoflen og dens dyrkning. Misvækst i årene 1770-72 satte endnu mere skub i udviklingen.
Dyrkning I en artikel om ”Kendskab til den nyttige vækst potatos samt dens plantelse og brug” 1757 oplyses, at en mand kom syd fra 1743 og roste den danske knoldfrugt så meget, at man begyndte at dyrke den; det blev dog hurtigt opgivet og forfatteren kender kun én avler på Sjælland,
nemlig justitsråd Fog, Kragerupgård ved Høng.
Det stærkeste fremstød fik avlen fra 1759, da indkaldte kolonister fra Rhinlandet – ”kartoffeltyskerne”; bosatte sig på alheden.
På Fyn var det navnlig pastor J. K. Trojel, der virkede for kartoffelavlens udbredelse. Han sørgede for at der kom information til Danmark, Norge og Island.
Dyrkningen er ret almindelig omkring 1800 i haverne, og på dette tidspunkt begynder landmændene, at benytte kartoflen som en markafgrøde - dette sker især nær hovedstaden.
I de jyske hedeegne er dyrkningen derimod sjælden på dette tidspunkt. På Fyn kan nævnes, at der i 1820 kun var én landmand, der ikke i nævneværdig omfang dyrkede kartofler (Rønninge og Rolsted sogne). I 1824 betragtes knoldene som uværdige til menneskeføde.
Det var bestemt ikke nemt, at få danskerne til at spise kartofler. Folk var meget skeptiske omkring kartoflen, således skriver pastor Laurits Minis: ”Hvorledes at få potatos yndet af bonden, er et spørgsmål af ikke liden vanskelighed - og man skulle måske lettere indføre en ny religion end at indføre potatos” (1772).
Eller som en fynsk præst skrev i sin dagbog: ”I mit sogn er der, Gud være lovet, ingen så fattige, at de har nødig at spise kartofler”. Man kaldte spottende kartoflen for ”tyske klumper” og mente at kartofler og svineføde var næsten et og samme.
På dette tidspunkt var man ikke klar over, at kartoflen skulle koges.
Statsminister, Greve C. D. Reventlow prøvede på Lolland at få arbejderne til at interessere sig for kartoflen, men som en af dem sagde:
”Hunden vil ikke æde dem, hvorfor skal vi så”?
Det var først under 1. verdenskrig, at man fandt ud af kartoflens store betydning som folkeligt næringsmiddel. Man mente, at kartoflen var skyld i, at sygdommen skørbug forsvandt (det var meget udbredt i 1800-tallets begyndelse)
på grund af det rige indhold af C-vitamin.
Lægning og vækst Med hensyn til lægning af kartofler var der også stor forskel på, hvordan man mente at få størst udbytte fra hver enkelt plante.
Kartoflerne blev gerne sat under frugttræerne og mellem kartoflerne blev der plantet grønkål (Nordfyn). De skulle lægges i månens ny, i dens nedgang, ellers blev toppen for stor og knoldene for små. Det var bedst at sætte kartofler
til spiring Marie bebudelsesdag 25/3 og lægge dem påskelørdag.
”Alhedekartoflen” blev sat med stor afstand og man hældte en klump gødning ned i hullet til hver kartoffel - fåregødning mente man var bedst. Kartofler kunne gro i flyvesand, hvis man lagde en fladfisk over og under hver kartoffel.
Optagning Kartoflen blev gravet op med trefork eller staldgreb, én mand med tvegrenet eller – fliget hakke kunne skaffe
arbejde til 15 opsamlere. Optagningen var i Jylland et fællesarbejde og foregik om søndagen. Hver gård fik tildelt en søndag og arbejdet udførtes af unge mennesker. De gik fra gård til gård indtil alle kartoflerne var høstet.
I årene 1845-47 blev størsteparten af avlen ødelagt af ”kartoffelsygen” (skimmel). Det var en katastrofe for alle de mange småkårsfolk, som nu måtte savne dette næringsmiddel i vinterhalvåret, og gik glip af den gode fortjeneste.